Projektet var i praksis en migration af et eksisterende website til WordPress, hvor designet skulle bevares i store træk. Fokus var derfor ikke en visuel relancering, men at få en teknisk platform der var nemmere at vedligeholde og videreudvikle.
Jeg implementerede også en prisberegner, så borgere kunne få et konkret estimat på skifteomkostninger direkte på sitet. Det gjorde tilmeldingsdialogen mere konkret, fordi brugeren kunne vurdere økonomien tidligt i forløbet.
NextSign stod for selve underskrift og MitID. Min opgave var integrationen mellem NextSign og Cobra Fjernvarmes CRM, så bestyrelsen kunne få et løbende overblik over antal underskrifter og gemme de nødvendige data hos Cobra.
Jeg havde også en teknisk konsulentrolle i forløbet. Jeg ledte de indledende drøftelser med potentielle signaturleverandører, samlede vurderingen og præsenterede den for bestyrelsen. Når noget ikke fungerede i løsningen, var det mig der undersøgte fejlen og drev dialogen med underleverandører, indtil problemet var afklaret.